Tara Ravn 8/28/23 Tara Ravn 8/28/23

Marias hjemme-vandbaby. En fødsel der starter helt anderledes end ventet

It all begins with an idea.

Fødslen starter med veer - eller vandafgang?!

Jeg havde lige puttet Ella mandag aften den 10. april, da lillebror rumsterede helt

vildt rundt inde i maven, hvorefter en stor portion vand sev ud i sengen, og så

vidste jeg godt hvad klokken havde slået - fødslen var i gang. Jeg var 40+1.

Jeg trådte ud af sengen og gik ud og fortalte Patrick, at vandet lige var gået og så

fik jeg ellers et kæmpe adrenalin kick, der kom til udtryk fysisk ved at hele min

krop rystede og mine tænder klaprede. Det var et vildt energiskifte - at gå fra lige

at have puttet Ella, min førstefødte, og vide, at nu var det tid til at bringe lillebror

til verden. Jeg blev en smule nervøs, da jeg ikke havde regnet med at fødslen ville

starte ud med vandafgang. Det var ukendt og en anelse utrygt for mig, da jeg jo

kun havde Ella’s fødsel, der startede med veer, at læne mig ind i.

Jeg tog et langt varmt brusebad for at berolige mit nervesystem, hvorefter jeg

skrev til Tara, at vandet var gået. Vi aftalte, at vi skulle prøve at få noget søvn og

hvile, indtil veerne gik i gang.

Søvn og hvile i den latente fase - den bedste aktie i din fødsel

Jeg krøb i seng, imens Patrick gik i gang med at lave fødehule i stuen. Han lagde

afdækning klar, satte fødekarret op og hængte rebozoer op for at skabe

hulestemning.

Jeg havde en enorm uro i kroppen og følte mig ængstelig og utålmodig, da jeg gik

i seng. Jeg var presset over den ‘deadline’, der er for at føde hjemme, når der er

vandafgang. Derudover var jeg også helt vildt i tvivl omkring, hvad der skulle ske

med Ella under fødslen. Oprindeligt havde vi aftalt med Ella, at hun skulle være

til stede ved fødslen, efter hendes eget ønske. Men jeg kunne alligevel mærke, at

det stressede mig lidt. Så jeg lå det meste af natten og tænkte det ene og det

andet og det tredje scenarie igennem - alt imens der kom nogle opstartsveer med

mellem 20-60 minutters mellemrum. De var stadig meget svage, og jeg var klar

over, at der skulle meget mere gang i dem, før fødslen nærmede sig.

Den lange latensfase

Mandag morgen stod Patrick op med Ella. De serverede morgenmad på sengen,

hvorefter jeg prøvede at sove lidt videre og holde gang i de omend svage veer, der

var. Da jeg ikke kunne sove mere stod jeg op og med et gik veerne fuldstændig i

stå. Dagen var i gang, Patrick og Ella i fuld gang med en leg, solen bragede ind af

vinduet og jeg mærkede utålmodigheden og nervøsiteten overmande mig igen.

Nu var vi endnu tættere på ‘deadline’ på de 18 timer.

Jeg skriver sammen med Tara om morgenen, og vi aftaler, at vi lige ser det an. Jeg

prøver at hvile mig lidt mere og ligge i ske med Patrick i mørket i soveværelset

for at få gang i veerne. Men min krop vil ikke overgive sig til fødslen.

Tara foreslår, at jeg prøver med caulophyllum, hvilket jeg gør i to timer. Der sker

stadig ikke så meget. Den deadline stresser mig fortsat helt vildt. Samtidig med,

at jeg stadig ikke er afklaret omkring, hvad der skal ske med Ella.

Omkring halv et beder jeg Tara om at komme forbi og kigge til os, selvom der

stadig ikke er meget gang i veerne.

Psyken - den ene af de fire p´er: Power, Pelvis, Passenger og Psyke

Tara ankommer kort efter. Jeg fortæller, at jeg føler mig stresset over deadline for

vandafgang, og at jeg tror, at det bl.a. er derfor, at min krop ikke kan give slip og

overgive sig. Jeg var så meget oppe i mit hovede - også omkring hvad der skulle

ske med Ella. Jeg ville så gerne have, at hun var med til fødslen, men samtidig

kunne jeg slet ikke overskue det. Derudover havde jeg også svært ved at give slip

på, at vi nu skulle være en familie på 4 - kapitlet som trekløver var ved at nå sin

afslutning, og det var svært at forholde sig til.

Tara og jeg fik en god snak om alle de ting, der fyldte i mig - frygten for at blive

overflyttet til hospitalet, at lillebror ville sidde fast under fødslen, vandafgang,

ingen veer, at Ella skulle være storesøster.

Det lettede helt enormt meget at få sat ord på.

Hindeløsningen der virkede fordi trygheden havde indfundet sig igen

Efter vores snak løsnede Tara hinder, og jeg fik et klyx. Herefter fik jeg en masse

homøopati imens Tara gav mig stående rebozo, alt imens jeg havde sendt Patrick

og Ella på tur på stranden for at få ro. Og endelig endelig gav min krop slip og lod

veerne skylle ind over mig. Jeg fik sat akupunktur nåle og tog et brusebad igen.

Da Patrick og Ella kom retur fra stranden, var der godt gang i veerne. Jeg havde

bedt Patrick om at spørge Ella, om hun ville hjem til mormor og morfar og passes

eller om hun ville blive hjemme. Ella ville gerne til mormor og morfar, der

hentede hende kort efter. Patrick tog sig af Ella imens jeg arbejdede med veerne,

der nu krævede mit fulde fokus. Det var intenst - jeg følte at det var gået fra 0 til

100 på et splitsekund. Tara gik og syslede lidt med sine ting og sad og strikkede,

hvilket gav mig ro til at gå ind i mig selv. Jeg fulgte min krops rytme, rokkede med

veerne og drak cacao som Patrick havde lavet på trangiaen på altanen, da vores

komfur var gået i stykker.

Jeg trak mig ind i hulen i soveværelset, hvor jeg arbejdede med veerne i fred. Jeg

skiftede imellem at hænge ind over sengen, rokke stående op af væggen og ligge

på siden. Lige pludselig mærker jeg, at det presser og spørger om jeg ikke nok

snart må komme i karret som Patrick i mellemtiden har fyldt op. Jeg tror jeg det

kommer lidt bag på mig, at jeg allerede er nået til pressefasen, der er kun gået

omkring to timer fra der kom gang i veerne.

Vand-initieringen

Jeg kommer ned i karret, hvor jeg arbejder fokuseret med veerne, imens jeg lytter

til musikken, der fortsat spiller på anlægget. Jeg fik under en trommerejse med

Tara i graviditeten et billede af, at jeg skulle ud til vandet og hente min søn. Jeg

ser mig selv gå ud i vandet indtil jeg er helt under vandet, hvorefter jeg kommer

retur med min søn i armene. Jeg arbejder med det billede imens jeg er i

fødekarret. Jeg mindes, at jeg har lyst til at dykke helt ned under vandet, men jeg

nøjes med at dyppe mit hovede lidt i vandet under veerne.

Jeg synes at pressefasen er helt vildt intenst, og jeg har svært ved at give helt slip

og give efter for presseveerne. Jeg spænder op. Jeg bliver ved med at spørge

,hvornår han er ude. Jeg er utålmodig. På et tidspunkt lytter Tara en hjertelyd, der

er lav og guider mig til at presse med på veerne. Tara vil gerne have ham ud inden længe og

jeg mærker nervøsiteten brede sig i min krop. Jeg fortæller, at jeg bliver bange.

Tara guider mig så fint og trygt og får mig ud på toilettet, hvor jeg sidder på wc´ et og klarer nedtrængningen,

- presser få gange inden jeg kommer jeg ned på alle fire og jeg kan se min søns hoved

mellem mine ben i den efterfølgende ve. Jeg kan mærke tyngden og i næste pres er han ude.

Jeg er ekstremt overvældet og lettet.

En styrkende kyllingesuppe til føde-kroppen og en fejring af den hurtige fødsel

Kort efter fødslen føder jeg moderkagen, hvorefter jeg besvimer og vågner op

lettere forvirret til Patrick, der sidder med vores søn i armene.

Jeg får ham over til mig og forsøger at amme ham imens Tara fodrer mig med

kyllingesuppe. Jeg kommer ind i sengen, hvor Patrick og Tara samles omkring

mig - alle helt høje på en fantastisk og intens fødsel.

Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov til at føde min søn herhjemme og ikke

mindst lande i trygge og rolige rammer. Det har været den vildeste oplevelse.

Tara Ravn 5/28/19 Tara Ravn 5/28/19

Blog Post Title Two

Mathilde og Theos fødselshistorie

Vores lille bjørn blev født mandag den 19. august.

Eftermiddagen før vores fødsel tog jeg min 4-årige datter Molly på vores cykel til Amager Fælled for at besøge Tara. Vi havde det så smukt, hvor vi legede i naturen, ledte efter snegle og plukkede brombær og vilde blomster. Sådanne specielle timer, tilbragt i et smukt og vildt sensommerlandskab.

Samme morgen havde jeg fortalt Harry, min mand, at jeg følte mig klar til fødslen, klar til at møde vores baby. Jeg var 40+1 uge gravid. Når jeg ser tilbage, tror jeg, at Lille frø, som jeg kaldte min søn gennem hele min graviditet, hørte mig indefra. Jeg var klar, og han var klar!

Senere cyklede jeg hjem med Molly siddende foran på ladcyklen. De sidste par uger af graviditeten havde jeg følt mig indadvendt, træt og let overvældet. Men denne søndag var jeg fuld af energi og styrke. Desuden havde jeg en følelse af ro og tillid til, at alt var – og ville blive – præcis som det skulle. Min lille solstråle, min datter, der sidder på cyklen, synger og nyder at se på verden og være i sit eget selskab. Og min store, runde mave, fyldt med kærlighed og liv. Den nat ville månen være fuld, og fuldmånen havde været et tema gennem hele min graviditet. Med Tara havde jeg lavet kunst omkring fuldmånen, og de var overalt i mit føderum, med små bekræftelser skrevet på dem. Da vi sagde farvel til Tara, smilede hun og sagde: "Måske ses vi i aften." Jeg tror på en eller anden måde, hun vidste det.

Om aftenen lagde jeg Molly i seng. Efter hun var faldet i søvn, blev jeg hos hende længere end normalt. Jeg held her ekstra tæt, min lille pige, som var ved at vokse så meget på så kort tid. Uden at vide det, var det, som om vi begge allerede vidste det. Denne smukke augustdag. Uden nogen synlige tegn på veer var vi allerede begyndt på vores fødselsrejse.

Jeg gik i seng, men vågnede lige før midnat. Et blidt, men intenst tryk i mit bækken – lænd og hofter. En masse bevægelse fra baby lige bagefter. Den første sammentrækning!

Jeg rejste mig og gik ind i stuen. Endnu en sammentrækning kom. Jeg sad ved mit fødselsalter, tændte mine stearinlys, lukkede øjnene, strøg mig over maven og kom i kontakt med ham en sidste gang, inden vi begav os ud på vores rejse. Jeg følte mig så spændt, så glad! En sammentrækning kom - jeg var nødt til at komme på mine hænder og knæ for denne. For første gang tænkte jeg, at denne fødsel faktisk kunne gå hurtigt (Mollys fødsel var omkring 40 timer). Jeg ringede til mit fødselshold, Tara og Sabine, og Harry gjorde stuen klar og lavede en blød plads til mig på madrassen. Fødselsbassinet var ved at blive pustet op - det støjende og forstyrrende under veerne - mine sanser blev styrket, og jeg vidste, at jeg begyndte at lukke af for omverdenen.

Gennem køkkenvinduet skinnede månen ned over os. Blå supermåne. Vi så det et øjeblik. Endnu en sammentrækning kom. Nu havde jeg brug for, at Harry var sammen med mig under hver en. Han lagde pres på min lænd.

Tara og Sabine ankom kl. 03.00 med en blød bølge af rolig energi. De satte sig roligt ind og fortalte mig om den klare stjerneklare nat og den smukke måne. Nu var vi der allesammen. Min mor og datter sov i soveværelset. Jeg følte mig klar.

Tara placerede sine jordemoderredskaber i køkkenet sammen med sin notesbog, mens hun skrev i hånden. Sabine masserede mine fødder. Det faste pres på min lænd virkede ikke længere – der var for meget kraft i min krop fra veerne, og trykket føltes for intenst. Tara lyttede til Little Seed for første og sidste gang under fødslen. Han havde det så godt.

Poolen var nu fuld, og hele min krop sank i, og fandt straks et godt sted at hvile. I min hånd holdt jeg en stofpose med lavendler fra Taras have. Duften beroligede mig mellem veerne. I den anden hånd en fødselskam.

Der var så stille. De andre sad omkring mig uden at tale eller gøre noget. De var der bare, holdt plads, holdt om mig. Fra det åbne vindue mærkede jeg den kølige augustnatteluft på min brændende krop. Vandet tog kanten af veerne, og mine pauser var længere. Jeg var dybt i fødelandet og alligevel så nærværende i min krop. Dybe vejrtrækninger, bløde lyde ved hver sammentrækning. Jeg havde det så godt og ville ønske, at denne del af fødslen ville vare lidt længere.

Men veerne ændrede hurtigt karakter og krævede min opmærksomhed på en helt ny måde.

It all begins with an idea. Maybe you want to launch a business. Maybe you want to turn a hobby into something more. Or maybe you have a creative project to share with the world. Whatever it is, the way you tell your story online can make all the difference.

Don’t worry about sounding professional. Sound like you. There are over 1.5 billion websites out there, but your story is what’s going to separate this one from the rest. If you read the words back and don’t hear your own voice in your head, that’s a good sign you still have more work to do.

Be clear, be confident and don’t overthink it. The beauty of your story is that it’s going to continue to evolve and your site can evolve with it. Your goal should be to make it feel right for right now. Later will take care of itself. It always does.

Tara Ravn 5/28/19 Tara Ravn 5/28/19

Blog Post Title Three

It all begins with an idea.

Tara Ravn 5/28/19 Tara Ravn 5/28/19

Blog Post Title Four

It all begins with an idea.